Mulige faldgruber

Mulige faldgruber

Klimakommunikation kan give bagslag, og det kan ligefrem skade virksomhedens omdømme, hvis man "oversælger" virksomhedens klimaprofil.

 

Greenwashing

”Greenwashing” er det engelske udtryk for virksomheder, der på forskellig vis forsøger at fremstå mere ”grønne”, end der i virkeligheden er belæg for. Beskyldninger om ”greenwashing” kan få virksomheden til at virke utroværdig, og det kan give anledning til dårlig presseomtale.

 

Det kan især give problemer, hvis medierne tror, at virksomheden ikke har dokumentationen i orden, eller at virksomheden har manipuleret med data og analyser.

 

Virksomheder, der åbent promoverer deres miljøindsats, bør være særligt opmærksomme på, om der er dele af organisationen, der har væsentlige miljøproblemer, som ikke ”tåler dagens lys”. Det kan give bagslag at fortie, selvom der ikke er noget forkert i den information, virksomheden har lagt frem.

Miljø og etik i markedsføring

Der gælder generelle og specifikke krav for, hvordan man må anvende miljømæssige og etiske påstande i markedsføringen. Denne vejledning beskriver krav til reklamering med "grøn", "miljørigtig", "økologisk" mv. ligesom den også behandler mærkningsordninger mv.

 

Læs Forbrugerombudsmandens vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande mv. i markedsføring:

 

> Kort introduktion

 

> Fuld rapport

 

Markedsføringsloven

Når virksomheder informerer om deres indsats for klimaet, er det vigtigt, at være opmærksom på eventuel lovgivning på markedsføringsområdet. Det gælder både i og udenfor Danmark:

 

I Danmark findes reglerne blandt andet i markedsføringsloven, der også indeholder regler om god markedsføringsskik. Markedsføringsloven indeholder blandt andet følgende regler:

 

• Markedsføringen må ikke være urigtig, vildledende eller urimeligt mangelfuld

• Virksomheden skal kunne dokumentere alle påstande

• Undlad at bruge egne miljømærker eller lignende

• Virksomheden kan ikke benytte forhold eller krav, der er lovbefalet, selvstændigt i markedsføringen. For eksempel vil det være vildledende at angive, at en deodorantspray er "CFC-fri", da CFC-gasser er forbudt som drivmiddel i spraydåser.

• Når virksomheden fortæller om sine aktiviteter på klimaområdet skal den supplere med klare og tydelige oplysninger om, hvilke aktiviteter der er tale om, og hvilke resultater der kom ud af dem.

 

> Læs mere om Markedsføringsloven

 

 

 

På Klimakompasset kan du få inspiration til at udarbejde en klimastrategi, som kan reducere din virksomheds udledning af CO2 og andre drivhusgasser.